Ryttergaarden

Peter fra Ryttergården ved Kirkerup er konkurrencemenneske. Derfor giver han den hvert år en ordentlig skalle for at få nogle af landets allerførste kartofler på markedet. Og de smager fantastisk.

Tekst: Nana Balle, Kontekst Kommunikation

Ryttergaarden byder på alt det gode, som rammer de fleste af os lige i hjertekulen, når vi tænker forår, sommer og smagen af Danmark. Ryttergaarden ligger ved Kirkerup og har åben hele året rundt.

Hvis man vil teste smagen af ægte guld, så gælder det om at være på stikkerne, når Peter og Janne Rytter hiver årets første kartofler op af den gode jord omkring Ryttergården ved Kirkerup, nord for Roskilde. Eller det vil sige… De allerførste kartofler, der er små og søde som Pinocchiokugler, tilfalder Peter, Janne og deres to piger. For de er belønningen for det væddeløb, Peter har haft kørende med sig selv over vinteren om at få kartofler op af jorden så tidligt som muligt.

Ryttergaarden byder på alt det gode, som rammer de fleste af os lige i hjertekulen, når vi tænker forår, sommer og smagen af Danmark. Først de nye kartofler, som er gårdens vigtigste produkt. Allerede mellem jul og nytår sætter Peter kartoflerne til forspiring i lys og varme i store bakker med 15 kilo i hver. Her står de så, til det er tid til at sætte dem i jorden i februar eller marts, alt efter vejret, hvor de dækkes til med en lun dyne af fiberdug. Og så gælder det bare om at vente indtil i bedste fald slutningen af april, hvor de første kartofler er klar.

Hvis kartofler kunne høre, så ville de vide, at Peter, måske i hvert fald i overført forstand, står og hepper på sine kartofler, så de kunne komme op i en fart. Der går nemlig sport i at få de første kartofler på markedet, når det er ens speciale. Det med kartoflerne begyndte allerede på landbrugsuddannelsen, hvor Peter skrev opgave om kartofler, og begyndte at sælge lidt fra vejen.

Allerede mellem jul og nytår sætter Peter kartoflerne til forspiring i lys og varme

Men så greb det om sig, og nu bliver der solgt læssevis af de gule smagsbomber, både fra gårdbutikken eller fra et par telte på vejene ved Vindinge eller Østrup. Et par af Roskildes bedste restauranter står også klar til at aftage delikatesserne til deres kunder. For årets første høst er altid eftertragtet. Og nej. Det er ikke altid Samsø, der kommer først! Peters kartofler af sorten Solist dukker som regel tidligere op af mulden end konkurrenterne fra øerne. Det behøver man jo ikke at blære sig med. Men det sjoveste er at levere noget, som folk er vilde med, og som man selv synes er lækkert.

Næsten samtidig med kartoflerne stikker de første grønne asparges hovedet op gennem mulden. De grønne spyd ryger også i gårdbutikken eller på markedet, og så går det ellers slag i slag hen over foråret og sommeren med rabarber, ærter og grønkål. Specielt hektisk er det i den korte jordbærsæson, hvor de røde bær fra hele 55.000 planter skal plukkes på lige præcis det rigtige tidspunkt.

Peters kartofler af sorten Solist dukker som regel tidligere op af mulden end konkurrenterne fra øerne.

Selvom Peter har dyrket kartofler i 13 år, udfordrer han stadig sig selv i at tænke nyt. Til efteråret kommer der blå kartofler, Congo, som er fantastiske til en luftig mos, og som måske kan lokke en bid mere ned til Halloween-middagen. Men ellers skal der tænkes kreativt for at udfordre danskernes faldende kartoffelforbrug. Produktet er i top, men måske skal man gentænke måden at sælge kartoflen på, tænker Peter. Måske skal der produceres flere små salat-kartofler, måske små bakker med kartofler, der er klar til at tilberede for en travl familie. Måske nye sorter og nye smage, måske sammen med flere fortællinger om oprindelsen, for folk vil gerne vide, hvor maden kommer fra. Måske noget helt femte.

Ryttergaarden ligger ved Kirkerup og har åben hele året rundt. Udover kartofler og sæsonens friske varer sælger Janne og Peter også honning, koldpresset æblemost og småting til hjemmet, for eksempel skrubbe-handsker til de nye kartofler. Janne og Peter sælger også æg fra deres 235 fritgående høns.

Ryttergaarden
v./ Janne og Peter Rytter Mølgaard
Kirkerupvej 30, Kirkerup.
4000 Roskilde.
www.ryttergaardenkartofler.dk